Om min vævning.

Det var lidt af en tilfældighed, der fik mig i gang med billedvævning; men så var det også nærmest som om jeg skulle have indhentet alt det, som jeg kunne have vævet før. Jeg skyndte mig hjem til min mand og fik ham til at lave en væv til mig samme dag, og så var jeg i gang med mit første billede. Siden har min mand lavet bedre og bedre væve til mig, og større og større, til de nåede den form og den størrelse, som jeg finder ideel.

Jeg væver på en opretstående ramme-væv, og altså nedefra og opad, så jeg hele tiden kan se hele billedet og dermed bevare overblikket over linjer, proportioner og ikke mindst farver. Jeg væver udelukkende i vævegarner af uld, med samme tykkelse tråd, så strukturen bliver ensartet. For det meste sætter jeg tråden sammen af 4 tynde tråde, som tit har forskellige farver, så jeg får mulighed for at blande farverne som på en palet. Jeg væver med nåle, og kan sagtens have op mod 30 – 40 nåle i gang tværs hen over billedet.

Mine billeder er for det meste landskaber. Jeg er dybt fascineret af landskaber, og jeg bliver aldrig træt af at væve dem, hvor svært det end kan være at få netop det frem, som jeg havde tænkt. Landskaberne kan godt være abstrakte, men de vil med på mine billeder.

Mit arbejdsværelse, 2003

På nogle af mine billeder er der indvævet helleristninger ( fra bronzealderen ). De har altid fascineret mig, da de er noget af vores ældste kunst. De ligger ligesom i luften over nogle af mine billeder.

De fleste af mine billeder har "højt" format. Størrelsen ligger for det meste omkring 120 - 125 cm i højden og 75 - 80 cm i bredden.

Jeg begyndte at væve engang i 70 erne, og jeg har haft udstillinger siden den første, jeg afholdt i 1980. Jeg har blandt andet udstillet i Ålborg, Kolding, Århus, på Kirsten Kjærs Museum i Thy og Rathaus Norderstedt, Hamburg.